Anne & Kresten bygger hus

Velkommen

Efter lang tids overvejelser har vi nu købt en 899 m2 stor grund i Hovedgård, der ligger i Gedved kommune (efter 1. januar 2007 Horsens Kommune). Grunden ligger 30 km syd for Rådhuspladsen i Århus og 15 km nord for biografen i Horsens. Det er aftalt, at vi overtager grunden byggemodnet den 1. december 2006. Grunden ligger i en nyudstykning ikke langt fra skoven, og området vil blive præget af mange grønne arealer - så vi synes selv den ligger ganske lækkert.

Den 15. august 2006, indgik vi en aftale med Holmbo Huse om, at de skal stå for opførelsen af vores hus. Vi bygger et hus på 167,5 m2 med en dobbelt carport (2 biler bliver nok en nødvendighed, når vi nu begge arbejder i Århus). Huset skal i henhold til kontrakten være færdigt den 12. juni 2007. Det er imidlertid blevet udsat til den 12. juli 2007, og nu senest udsat til den 10. august 2007. Så til sen-sommeren 2007 er vi forhåbentlig flyttet til Hovedgård.

Her på siden vil det være muligt løbende at kunne følge med i projektet og se, hvordan det skrider frem.

19. august 2007 Vi er flyttet ind, og er ved at få os indrettet. Der mangler dog stadig en del. I dag har vi været på tur for at få inispiration til gardinløsninger.
13. august 2007 Vi overtog vores nye hus! Det er superlækkert, og der er kun småting, der skal udbedres.
21. juni 2007 Der sker ikke længere så meget udenpå huset - til gengæld sker der rigtigt meget indenfor. Der er blevet opsat filt på vægge og lofter og der er blevet malet i hele huset. Gulvene er også blevet lagt, så nu begynder det virkelig at ligne noget.
12. juni 2007 Endelig kom taget på huset. Vi var svært tilfredse med at se, at der var blevet lagt tag på huset. Ligesom vi også var galde for at se, at skuret i garagen var blevet sat op. Vi kunne ligeledes konstatere, at vognmandsfirmaet havde fået hentet råjorden, så tilbage er nu kun en mindre bunke muldjord, som vores anlægsgartner forhåbentlig kan gøre brug af, når haven skal anlægges.
5. juni 2007 Det passede med at vi kunne kigge forbi huset på et tisdpunkt, hvor der var håndværkere til stede, så vi kunne komme ind og se huset. Der var igen sket en hel del. Alle gipslofter var blevet sat op, og der gik en maler rundt og spartlede væggene. Der var blevet lagt klinker i entre, bryggers og i begge badeværelser, ligesom der også var sat klinker op i brusenicherne.
25. maj 2007 Huset var blevet lukket - vinduer og døre var blevet sat i, hvilket betød, at vi ikke kunne komme ind i huset. Vi måtte altså nøjes med at se det udefra - og så kigge ind af vinduerne. Igen var der jo sket meget. Huset var næsten muret færdigt, og vi kunne se, at tømrerne havde haft travlt med at sætte gipslofter op.
17. maj 2007 Vinduerne på husets nordside var sat i, og vi kunne også konstatere, at murerne var begyndt at mure op. Murstenene så heldigvis fine ud, selvom det måske ikke lige var dem, vi regnede med, vi havde bestilt. Ud over det var der også opsat en varmtvandsbeholder i bryggerset.
11. maj 2007 Undertaget var kommet på. Det gav en helt ny oplevelse, når vi bevægede os rundt i de forskellige rum. Der var pludselig stor forskel på om vi var inde i et værelse med almindeligt loft, eller om vi var i stuen eller køkken alrummet, hvor der er loft til kip.
5. maj 2007 Så blev det tid til rejsegilde - eller det havde det måske nok været et stykke tid. Spærene havde jo trods alt været oppe i noget tid, men nu kunne det lige passe ind i vores program at holde rejsegilde. Venner og familie kiggede forbi til pølsehorn, øl og sodavand. Vejret var perfekt at vise huset frem i, og det var en rigtig dejlig dag.
28. april 2007 Det så ud til at elektrikerne havde været godt i gang med at trækker ledninger. Vi kunne også se, at tømrerne havde fået sat sternbrædder op, så vi håber på, at undertaget kan komme på, inden vi holder rejsegilde.
18. april 2007 Alle spærene på huset var kommet op, og spærene til carporten lå klar til at blive rejst. Desuden var loftsbjælkerne blevet sat op de steder i huset, hvor der ikke er loft til kip. Det største forandring var dog, at vi kunne se vores carport tage form. Endelig kunne vi se, at vores naboers kommende hus var blevet afsat, så nu sker der noget på alle fire grunde i vores klynge.
16. april 2007 For første gang gik vi i dag rundt i huset, hvor vi kunne fornemme, hvor loftet kommer til at være, da de fleste af spærene var sat på plads. Huset tager mere og mere form nu.
14. april 2007 Vi havde håbet, at spærene ville være sat på plads på huset på nuværende tidspunkt, men de var blot hejst op på murene.
12. april 2007 Med de store forandringer der var sket de sidste par gange, vi havde været nede at se til huset, var vi spændte på at se, hvad der var sket siden sidst. De havde fået sat stillads op og klargjort til, at spærene kunne sættes op. Spærene lå klar på grunden. Så alt i alt synes det jo ikke af så meget, men det er jo nok også svært at leve op til de seneste ugers begivenheder med støbning og rejsning af rå-murene.
3. april 2007 På vej på påskeferie ved Vesterhavet, måtte vi lige forbi vores grund. Og dér stod huset med sine rå-mure. Det var helt vildt nu at kunne gå rundt inde i huset. Vi kunne langt bedre få en fornemmelse af de forskellige rum. Det var fx rart at se, at kontoret virkede større end frygtet, og at alle værelserne havde fine størrelser. Der er jo trods alt langt fra tegning til virkelighed.
To mænd fra firmaet, der leverede murene, havde sat det hele op i løbet af en dag.
31. marts 2007 Selvom vores byggefirma kun havde haft én arbejdsdag siden vi sidst var nede at se til grunden og byggeriet, kørte vi alligevel ned for at se, om der skulle være sket noget nyt. Det var der. De havde fået støbt fundamentet som nu står og tørrer. Næste skridt bliver, så vidt vi ved, at væggene bliver sat op. Om det sker i næste uge eller først ugen efter pga. påske, ved vi ikke.
29. marts 2007 Da der nu var sket så meget på 5 dage, sidst vi var nede og se til vores hus, kunne vi ikke vente en hel uge med at tage ned at se til huset igen. Igen havde de nået meget. Der var nu lagt isolering, rørføring og vi kunne også se, at der var lagt gulvvarme. Ved hjælp af malede røde streger på isoleringen, kunne vi se de forskellige rumstørrelser. Desuden var jorden rundt om huset blevet udjævnet. Det gjorde det en del lettere at gå rundt om huset, ligesom det også så meget pænere ud.
24. marts 2007

Great Succes! Vi besøgte vores grund og blev positivt overrasket over, hvor meget der var sket den seneste uge. De havde gravet ud, og vi kunne tydeligt se omridset af huset samt flere af rummenes størrelser. På en og samme tid så huset meget stort og meget lille ud. Stort, når man så fra den ene ende af huset til den anden. Men lille, når man stod i de enkelte rum. Vi kunne konstatere, at der var gravet en hel del jord op, som lå i en kæmpe dynge i det syd-vestilge hjørne af grunden.

Det er virkelig dejligt, at vi nu kan se, at der sker noget på vores grund.

18. marts 2007 Vi besøgte grunden og havde en forventning om, at byggefirmaet ville være gået i gang. Men øv. Stor skuffelse. Der var absolut ikke sket noget. Vi begyndte at tvivle på, om indflytningsdagen, den 10. august 2007, ville kunne overholdes.
6. marts 2007 Der blev holdt byggeopstartsmøde på grunden. Vi godkendte afsætningen af huset samt koterne. Vores byggeleder, Frank, og vores byggesagkyndige, Richard, deltog i mødet. Vi fik indtryk af, at Holmbo Huse inden længe ville gå i gang med at grave ud og støbe fundamentet.
3. marts 2007 Vi kunne konstatere, at Holmbo Huse havde været nede på vores grund og mærke vores hus af.
2. marts 2007 Efter mange lange diskussioner med Holmbo Huse angående vores bryggers og ventilationsanlæg, blev vi enige om, at Holmbo Huse skulle afholde ekstra udgifterne til et andet ventilationsanlæg, der kunne være på loftet. Vores indflytningsdato blev fastsat til den 10. august 2007, hvilket vi var meget tilfredse med i betragtning af, hvor lang tid Horsens Kommune havde været om at give byggetilladelse.
28. februar 2007 Vi blev ringet op af Holmbo Huse, der kunne oplyse os, at de var nødt til at ændre på indretningen af vores bryggers for at få plads til vores ventialationsanlæg. Det var vi langt fra tilfredse med. Vi begyndte at overveje forskellige mulige løsninger, således at ventilationsanlægget kunne blive placeret på loftet.
26. februar 2007 Holmbo Huse ringede og oplyste os om, at de havde modtaget byggetilladelse.
1. december 2006 Så oprandt dagen, hvor vi overtog vores grund. Området er byggemodnet. Der ligger dog nogle store bunker jord på grunden (som vi helt sikkert ikke skal bruge til noget), men dem forventer vi bliver fjernet inden vores byggefirma rykker ind.
17. november 2006 Efter næsten daglig korrespondance pr. mail og mange telefonsamtaler, kunne vi endelig underskrive materialevalget. De sidste 2 uger havde været hårde, men de mange timer med lommeregner og priskataloger resulterede til sidst i en lavere tillægspris end oprindeligt.
10. november 2006 I samarbejde med materialevalgskonsulenten fandt vi en god løsning på problemet med de ekstra 2 m2 i kontoret. Løsning blev en omrokering af værelserne og en lille udviddelse af huset.
6. november 2006 Vores materialevalgskonsulent fandt ud af, at hvis kontoret skulle gøres 2 m2 større, som det var aftalt da vi underskrev byggekontrakten, ville der ikke længere være plads til døren ind til soveværelset. Da vi havde svært ved at forestille os det sjove i, at skulle ud for at komme ind i soveværelset, var vi jo nødt til at finde en anden løsning.
4. november 2006 Langt om længe fik vi tilsendt vores materialevalgsskema. Vi var meget overraskede over ekstraprisen, vi skulle betale for de ændringer og tilvalg, vi havde foretaget. Vi mente jo ikke, at vi havde lavet så mange ændringer i forhold til udgangspunktet - men når der mange steder lige bliver brugt små ekstra beløb, så bliver det jo til sidst til ét stort.
17. oktober 2006

Materialevalgsdag ved Holmbo Huse:

Vi havde fået oplyst, at det normalt tager 3-4 timer at vælge materialer til et helt hus. For os tog det 6 timer! Men så havde vi også valgt alt lige fra mursten til stikkontaktakter og toiletrulleholdere. Det var en ordentlig mundfuld, men det er jo rart at have det overstået på én gang.
Efter de 6 timer kunne materialevalgskonsulten konstatere, at vi havde lavet så mange ændringer, at vi ikke kunne få materialevalgsskemaet med hjem med det samme, da der skulle regnes på alle ændringerne, samt hvad det ville komme til at koste i tillægspris.